Sonic Generations
20 år i spilverdenen. Der er meget at sige, mange historier at fortælle. Sega og Sonic Team lader dog til at nøjes med halvdelen. Vi tester Sonic Generations.
Sonic er en rest fra 90'erne. En spilhelt der helt perfekt ramte det daværende markeds smag for både spil og stil. I løbet af 2000-tallet er han blevet lidt af en dårlig vittighed. En spilhelt der gang på gang forsøger at finde en form for eksistensberettigelse i en 3D-verden, der ikke længere har brug for ham. Fansene følger med og holder håbet i live, trods alle tvivlsomheder og pinlige fejltrin. Ville Sega virkelig lave en perfekt hyldest til spilserien, burde de skildre den delvist gennem fansene. Men sådan en hyldest er Sonic Generations ikke rigtig. I stedet handler det om nostalgi og et udviklerhold, der efter utallige hvis'er og men'er endelig lader til at have fået styr på sin egen besværlige spilmotor.
Det er Sonic the Hedgehogs fødselsdag. Alle hans venner er samlet for at fejre ham med kage og chilidogs, da en mørk skikkelse pludselig afbryder festlighederne ved at rive tid og rum fra hinanden. Sonic og hans venner spredes over et multivers som fnug i en snestorm. Det hele fører til at Sonic møder sit yngre jeg, den klassiske Sonic the Hedgehog fra Sega Mega Drive-tiden. Sammen begiver de sig på en rejse gennem 20 års Sonic-historie for at forsøge at bringe orden i kosmos og redde Sonics venner fra den mystiske mørke trussel.
Jeg havde faktisk på forhånd forventninger til historien i Sonic Generations. Ikke fordi jeg har slået hovedet, men fordi den er skrevet af Ken Pontac og Warren Graff, der tidligere har imponeret med manuskriptet til Sonic Colours, og ellers mest er kendt for den voldsomme web-serie Happy Tree Friends. Desværre lader det ikke til at Sonic Team har givet dem mere end en enkelt A4-side at arbejde med, hvilket selvfølgelig resulterer i at historien bliver både tynd og uengagerende. Ganske vist har de formået at klemme nogle rigtig flotte referencer til spilserien med, men regn ikke med et mastodontværk i stil med Epic Mickey.
Selvom Sega forsøger at sælge Sonic Generations som et sammenfattende værk over pindsvinets karriere, så er spillet ikke ligefrem et tårnende monument over en af tidernes største spilikoner. Snarere nøjes Sonic Generations med at lægge et ambitionsniveau som en greatest hits-plade købt på en Statoil-tank. Men! Og det er et vigtigt "men". For alt det til trods er Sonic Generations stadig et godt Sonic-spil. Det er langt fra fantastisk, det det har rigeligt med problemer og dårligt design. Men det er stadig et godt Sonic-spil, og det kan intet lave om på.
Efter at Sonic the Hedgehog (2006) udkom og viste sig at være tidernes værste Sonic-spil og et platformgenrens Daikatana, valgte Sonic Team at forsøge at totalrenovere deres spilserie. Udover at Sonic the Hedgehog var et ufærdigt, ugennemtænkt og vederstyggeligt spil, så var det største problem, at Sonic-fansene var delt i to lejre, der umuligt kunne forenes: dem som foretrak den gamle Sonic fra Mega Drive-tiden, og dem der først og fremmest foretrak den nye og mere moderne Sonic. Hvorvidt det passer eller er ren projicering fra Sonic Teams side kan diskuteres. Personligt tror jeg bare at fansene helst ville have et godt Sonic-spil. Om det var i 2D eller 3D var egentlig mindre vigtigt.
Uanset hvad, valgte Sonic Team at udvikle det man kaldte The Hedgehog Engine, som skulle kombinere 2D- og 3D-gameplayet i Sonic-spillene og dermed også forene de "uforenelige" dele af Sonic-fansene. Sonic Generations er det tredje spil, der benytter sig af Hedgehog Engine, og det kan mærkes på to måder.
For det første har Sonic Team endelig fået styr på deres egen motor. De famler ikke længere i mørket som i Sonic Unleashed, og kender både motorens fordele og begrænsninger. Banedesignet er varieret, kreativt og omdanner nostalgidryppende baner som Chemical Plant Zone i relevante nye aftapninger. De uretfærdige dødstilfælde såvel som trial-and-error-strukturen er blevet smidt på porten, til fordel for mere niveau-baserede baner, der stadig belønner dygtige og ihærdige spillere, men ikke lader alle andre falde i den visse død. Udfordringen ligger i stedet i at forsøge at finde den hurtigste vej til målet, hvilket næppe bliver mere passende i Sonic-sammenhæng.
For det andet, så er det i Sonic Generations tydeligere end nogensinde at Hedgehog Engine er en blindgyde som Sonic Team for længst burde være holdt op med at følge. For grafikmotoren bliver tilsyneladende kun holdt sammen af lidt gaffatape i form af visuelle godbider som loops, fyrværkeri og næsten selvspillende gameplay. Jeg skal prøve at udtrykke mig så klart som muligt her: The Hedgehog Engine er en slags tunnelsyn fra Sonic Teams side, hvor det vigtigste i udviklingen har været at få Sonics fart til at fungere i både 2D- og 3D-perspektiv, ikke at bygge et interessant og fungerende spilsystem, der senere kan bygges baner og en spilverden rundt om. Det er ellers tilfældet med serier som eksempelvis Super Mario, hvor der er tydelige regler for hvad der gælder og fungerer inden for spillets rammer. I Sonic Generations er der ingen spilmæssig kontinuitet. En gameplay-regel kan pludselig forsvinde og vende tilbage igen senere på forskellige dele af samme bane.
- SIDE:
- 1
- 2
- Format:Nintendo 3DS, PC, PS3, Xbox 360
- Genre:Platform
- Udvikler:Sonic Team
- Udgiver:Sega
- Antal spillere:1
- Aldersgrænse:Fra 7 år
- Premiere:25 november 2011
- Voodoo Vince Xbox
- Sonic the Hedgehog PS3/Xbox 360
- Epic Mickey 2: The Power of Two Multi
- Sonic and the Secret Rings Wii
- Super Mario 3D Land Nintendo 3DS
- Sonic Colours Nintendo DS/Wii
- Super Mario Galaxy 2 Wii
- Sonic and the Black Knight Wii
Lever Diablo III op til dine forventninger?
Gamereactor since 1998 - Published by Gamez Publishing A/S Toftebæksvej 6, 2800 Kongens Lyngby, Denmark +4545887600
