Wipeout 2048
Den klassiske fartdjævel er tilbage. Denne gang på Sonys PlayStation Vita. Lee anmelder.
Tilbage i 1999 var vi en samling gamere der mødtes jævnligt for at råbe og skrige, mens engelsk techno drønede ud af Dali-højtalerne, og Hitachi-projektoren sendte farvestrålende kaskader af lys ud på lærredet i stuen.
I vores hoveder blev der kørt dødsræs i en rutsjebane fra helvede. Leftfield smadrede vores kollektive trommehinder, mens skud smadrede vores virtuelle konkurrenter. Designers Republic havde gjort det, som de gjorde bedst: designet. Det var dengang hvor Hackers var en cool film og Sony forsøgte sig med PlayStation på et marked domineret af Atari, Sega og Nintendo.
Psygnosis var kendte som grafikmagere, som spiltroldmænd, og med Wipeout havde det Liverpool-baserede firma sat nye standarder for racing-spil.
Siden dengang er det blevet til et hav af Wipeout-titler, og selvom de generelt har været af høj kvalitet, har et Wipeout-spil ikke længere samme gennemslagskraft. Man har jo set det hele før.
Lige indtil PS Vita. At se et spil, der på mange måder er identisk med Wipeout HD køre på den lille OLED-skærm med klippestabil framerate, er i sig selv som at opleve Wipeout for første gang igen.
Men Wipeout 2048 er meget mere end bare et Wipeout-spil. Det er seriens højdepunkt. Allerede under introduktionen står det klart, at vi skal opleve historien bag de vanvittige anti-grav fartøjer. Vi tages nemlig tilbage til dengang, hvor biler lignede en tændstik. Vi ser hvordan de bliver bredere og karosseriet mere prangende. Hvordan hjulene forbedres, aerodynamikken udfordres og motorerne får flere hestekræfter end man nogensinde kunne have forestillet sig. Vi oplever hvordan hjulene bliver et med bilen for derefter helt at forsvinde.
Og der er en grund til denne fantastiske intro, for vi skal ikke til 2097 eller en endnu fjernere fremtid. Vi skal til 2048, som jo næsten er lige om hjørnet. AG Systems arbejder på vanvittige prototyper af deres køretøjer, og de vanlige konkurrenter som Feisar er naturligvis også på banen. Banerne mangler dog. Derfor tages alverdens storbyer i brug. Enorme neonfarvede baner snor sig ud og ind mellem klassiske bygningsværker. Parkanlæg blandes med højteknologiske stilladser og selv nedlagte stadions ombygges til fartdjævelcirkler.
Hvor Wipeout HD leverede den strømlinede Wipeout-oplevelse som mange elsker, så tager Wipeout 2048 en anden og utrolig velfungerende retning. Den viser råheden og den tidlige opbygning af Wipeout-løbene. Den føles som en indførsel i løbenes historie.
Det gælder som altid om at vurdere svingene, huske placeringer af speedpads, lave barrel rolls i luften for ekstra hastighed mens du undviger eller placere hidsige skudsalver. En af undtagelserne er de Tron-agtige sololøb, hvor du konstant accellerer, og din eneste modstander på de neonfarvede baner er banderne i vejkanterne.
Men lige så strømlinede og glatte disse baner føles, lige så rå og kaotiske føles de normale baner. Første gang man bestiger en skyskraber ved hjælp af en rampe der har mere til fælles med en rutsjebane fra helvede end en vej, er det så det næsten giver et sug i maven. Fartfornemmelsen er uovertruffen.
- SIDE:
- 1
- 2
- Format:PS Vita
- Genre:Racing
- Udvikler:Studio Liverpool
- Udgiver:Sony
- Antal spillere:1
- Antal spillere online:1-8
- Premiere:22 februar 2012
- Wipeout Pure PSP
- F-Zero Super NES
- Fatal Inertia PS3/Xbox 360
- F-Zero GX Gamecube
- Hydro Thunder Hurricane XBLA/Xbox 360
- Wipeout HD PS3







































































Gamereactor since 1998 - Published by Gamez Publishing A/S Toftebæksvej 6, 2800 Kongens Lyngby, Denmark +4545887600










