The Old Republic: PvP og dungeons Del. 2
Lasse besøgte Bioware i Austin, og fik ved den lejlighed mulighed for at prøve både The Old Republics PvP-del og nogle af de mange dungeons.
Når du spiller igennem en af de mange historier i The Old Republic, ser det ud til at være solidt Bioware-håndværk, som vi kender det fra deres andre rollespil, bare i en online-verden. Men hvad så når historien slutter? Ja, så kan du give dig i kast med de vante beskæftigelser, du finder i et MMO. Og vi fik muligheden for at prøve et par stykker på Biowares kontorer i Austin.
Vi bliver smidt ind i en PvP-Warzone kaldet Huttball. De monstrøse Hutts har skabt en ny sport, der bedst beskrives som amerikansk fodbold med lyssværd og flammefælder. Målet er at samle en bold op i midten før det andet hold, og navigere forbi syrefælder, over smalle gangbroer og hen til modstanderens "mål".
Det hele præsenteres med et glimt i øjet i neon-badede omgivelser, og ledsages af kommentatorer fyldt med blodig entusiasme over kampens tilfældige død og destruktion.
Det er action-fyldt og kaotisk, hvor strategisk placerede hoppe-felter kan sende dig op i luften og, hvis du er uheldig, ned i syre eller åben ild. Vi prøvede også en anden og større Warzone, der foregår på Alderaan, men ellers er mere konventionel, hvor tre punkter skal holdes for at få point. Udover de powerups, der lå spredt rundt omkring, havde Warzone'erne ikke mange andre ingredienser, og forskellen fra det du ser i andre spil er minimal. De er lavet med kompetence, bestemt - spillet har et lidt langsommere tempo end du normalt ser, og det udéfinerbare PvP-flow flyder fint, men der er ikke så meget ved det, der viser Biowares håndtryk.
Det kan være at det kommer i de store åbne og lovløse PvP-områder og planeter. Vi prøvede dem ikke, men de vil foregå på Tatoooine eller Illum. I store områder på de to planeter vil der være evig kamp over territorier, med eller uden køretøjer, der vil give fordele til din valgte faktion. På planeternes mørkere afkroge vil der ingen regler være, og der er det alle mand for sig selv. Alle kan angribe alle, medmindre de er i samme gruppe.
De mange pvp-muligheder virker lidt som om, at Bioware går igennem en tjekliste over de ting, spillere forventer er med i et MMO. Det er alt sammen efter MMO-grundbogen, og vil garanteret kunne opfylde det behov, nogle af os har for at nakke vores medspillere. Jeg havde dog gerne set noget der tog flere chancer.
Men nok om indbyrdes spillerstrid; lad os vende blikket mod den anden store del af The Old Republic. Den del hvor du sammen med en gruppe ligesindede begiver dig ind i huler og stationer, skibe og ruiner, for i fællesskab at bekæmpe en masse fjender og erhverve bunkevis af farverigt udstyr i såkaldte dungeons. De findes i to forskellige varianter: Flashpoints, hvor I er op til fire personer, og Operations, der øger spillerantallet til 8 og 16 og noget, der nærmer sig raid-størrelse.
Vi fik kun mulighed for at prøve kræfter med Flashpoints - én tidligt i spillet, og én sent. Opbygningen vil være velkendt hos enhver, der har rørt et MMO-spil de seneste år; du samarbejder med dine gruppemedlemme for at kæmpe gennem grupper af stærke fjender i farlige omgivelser, indtil du når en boss - og så fremdeles. Biowares twist er, at de vil vende tilbage til den stemning, der var, når man sammen med en gruppe venner kastede med terninger over drikkevarer og røverhistorier. Dungeons & Dragons er en institution, der har haft en ufattelig stor indflydelse på adskillige spille-genrer, og der findes værre inspirationskilder.
- SIDE:
- 1
- 2
- Format:PC
- Genre:MMORPG
- Udvikler:Bioware
- Udgiver:EA
- Antal spillere:1
- Antal spillere online:MMO
- Premiere:20 december 2011
- World of Warcraft PC
- Divina PC
- The Elder Scrolls Online Mac/PC
- Star Wars: Knights of the Old Republic PC/Xbox
- Star Wars Galaxies PC
- Aion: Assault on Balaurea PC
- Aion PC
- Mass Effect 2 Multi





















































Gamereactor since 1998 - Published by Gamez Publishing A/S Toftebæksvej 6, 2800 Kongens Lyngby, Denmark +4545887600









