Praktikanten anmelder Battlefield

Battlefield 3 slår ned i denne uge, og derfor måtte vi selvfølgelig sætte vores praktikant Robin til at lave en anmeldelse af det. Skriv dine kommentarer og feedback på anmeldelsen nedenfor, og måske bliver du den heldigve vinder af Blu-ray-filmene Big Mommas: Like Father, Like Son, Alle for Én og En Familie.

Battlefield 3

Battlefield er tilbage. Det er flottere og det er større end nogensinde, og denne gang indeholder spillet en singleplayer-kampagne samt separate kooperative missioner. Men løfter kampagnedelen virkelig slagmarken til nye højder, og er co-op missionerne på nogen måde interessante?

Sergent Henry Blackburn af 1. regiment er blevet arresteret og taget til forhør, beskyldt for at have forrådt sit hjemland Amerika og for at stå bag grusomme krigshandlinger i Sydeuropa og mellemøsten. Tiden er ved at løbe ud, og verden udenfor står i flammer, imens St. Blackburn sidder i et afhøringslokale og forklarer sine noget tvivlsomme handlinger. Tvivlsomme handlinger som Blackburn, og spilleren, oplever. Kampagnen i Battlefield 3 foregår således som en serie af flashbacks.

Du bliver smidt direkte ind i storladen action. Action af den klassiske slags med de klicheer der nu engang følger med. Bomber skal desarmeres, pansrede mandskabsvogne skal destrueres og jetfly skal manøvreres over fjendtligt territorium, alt imens altødelæggende jordskælv hærger landskabet. Netop destruktion af alting er der lagt vægt på i Battlefield 3, både i kampagnen hvor højhuse styrter sammen og tankvogne eksploderer, men også i multiplayer-delen er det et væsentligt element. Ligesom i Bad Company serien kan man med en velplaceret raket lave et taktisk hul i en bygning, eller fuldstændigt ødelægge den, hvis den står i vejen eller hvis fjenderne gemmer huser sig i den. Der er sket klare forbedringer med hensyn til fysikken og atmosfæren. Både store og små fragmenter flyver vidt omkring, imens røg og tåge fra eksplosioner ser ud til at blæse med vinden.

Men destruktion er ikke det eneste slagmarken byder på. Kampagnen er et visuelt under i forhold til de tidligere spil. Udover klassiske løft som flottere omgivelser, og større teksturer, er der også lagt et stort arbejde i animationer og bevægelser. Små ting, som når du hopper over et rækværk, fungerer rigtigt godt, hvor din karakter først sætter af med hænderne og så kaster sig over med benene først; eller når du ligger stille og vil tage sigte med et maskingevær eller en snigskytteriffel, sættes fødderne for enden af geværet ned først, for at du opnår et mere præcist sigte. Det føjer til alt sammen til indlevelsen.

Plottet er ikke det dybeste og mest interessante jeg har spillet igennem. Det hænger nok sammen med, at karaktererne ikke har nogen egentlig baggrundshistorie. Men det gør faktisk ikke så meget, for efter de første missioner mærker du følelsen af at være en misforstået kriger, der er fanget imellem internationale politiske stridigheder. Lader du lader dig rive med, får du samtidig lidt fornemmelsen af at være blandt kammerater i krig. Karaktergalleriet består ikke længere af det typiske seje heltekompagni, men i stedet af almindelige soldater, som ønsker krig lige så lidt som du. Det betyder at kampagnen, trods den konstante storladne action, ikke kun virker som et virvar af vilde voldssekvenser, men faktisk er interessant at spille igennem. I kampagnen skal du kunne udnytte alle muligheder: Køretøjer, destruktion og at kunne snige dig omkring.

Hvis du er nogenlunde hurtig, kan du nok spille kampagnen igennem på 6-7 timer. Den er altså ikke voldsomt lang, og den er samtidig fuldstændigt lineær. Spillet forventer faktisk, at du ikke prøver at gøre tingene på din egen måde. Du skal helst vente på dine kammerater, og ikke sprinte i forvejen, da du ellers kan opleve fejl. Hvis jeg løb alt for meget i forvejen, så dukkede fjenderne og missionens mål simpelthen ikke op. Samtidig hvis jeg sneg mig om bag fjenden, kunne jeg skyde dem uden problemer, da de ikke var hurtigere til at reagere på forandring. Fjenderne er rigtigt flot animerede, og de virker til dels som andet end skydeskiver, men de er mest af alt udfordrende, fordi de er mange, og fordi du dør hurtigt. Ikke fordi de virker som dygtige soldater. Sidst men ikke mindst var spillet fyldt med quicktime events. Til tider fungerede det godt. Til tider var de utroligt frustrerende, da de virkede tvunget ind. Selvom kampagnen var fyldt med vidt forskellige actionsekvenser, så blev det alligevel lidt ensformigt til tider på grund af de irriterende quicktime events og de knapt så intelligente fjender.

De seks kooperative missioner er essentielt Battlefield-kampagnen for to. Det fortsætter stilen fra singleplayer-delen. Men det er lækkert. Du skal virkelig samarbejde med din makker for at nå igennem missionerne, da de både kræver, at du kan snige dig af sted, og hver for sig dræbe enkelte fjender, samt at du kan støtte din makker, når han bliver voldsomt beskudt. Det går vildt for sig, at det er meget belønnende, når man endelig gennemfører en mission. Jeg vil ikke fortælle for meget her, da det kan spolere oplevelsen. Men jeg vil fortælle, at du ikke må gå glip af co-op missionerne, da det er co-op, når det er virkelig skægt.

Online-delen har dog altid været essensen af Battlefield, og det er nok den, i alle vil høre om. For at starte ud: Den er om noget essensen af Battlefield.

Kampene foregår mellem Rusland og USA i ørkenområder, i storbyer med metro og lejligheder og på tæt beplantede skov- og parkarealer. Hvert areal har sin fordel. I storbyerne giver lejlighederne for eksempel et stort udsyn over dele af banen, som snigskytter kan drage fordel af. Men pludselig rives lejlighedskomplekset ned af en tank, og så må snigskytterne finde et nyt sted at placere sig. I parkarealerne kan man gemme sig i den grønne beplantning. Generelt er der især gjort meget ud af, at online-spillene skal være mere alsidige end vi førhen har set. I de tidligere Battlefield spil fandt man altid personer, som på irriterende vis ikke lavede andet end at vente hvor fly og helikoptere genopstod fra destruktion. Men nu kan man eksempelvis vælge at respawne direkte i et kampfly, efter man er død, så de ikke bliver nappet og ødelagt af de samme folk hver gang. Banerne er rimeligt varieret, og de bliver indskrænket efter hvilket mode man spiller på dem. Der er dog ikke så mange endnu, og jeg forventer at der lander flere baner med løbende DLC.

Denne gang er der kun fire klasser at vælge imellem, og deres funktioner er blevet simplere, hvilket dog slet ikke er en dårlig ting. Først har vi Assualt, som selvfølgelig bærer assault-rifles, men samtidig også bærer defibrillatorer og medkits, og derfor heler sine medspillere. Førhen var især Assault klassen meget afhængig af medics, men nu klarer han ærterne selv. Dernæst har vi Support: Han løber med ammunition til sine medspillere, og en ny mulighed er "suppressing fire", hvilket gør fjendernes skærm ret så utydelig, og fjerner deres mulighed for at hele automatisk, så længe de er under ild. Suppresing fire tilføjer igen til spillets alsidighed, da det basalt set tvinger fjender til at flytte sig. Engineer-klassens funktion er, som i de tidligere spil, at reparere køretøjer og bruge raketter for at smadre fjendens. Til sidst er der den klassiske snigskytte Recon, der udover at skyde med snigskytterifler også anvender C4 til at ødelægge bygninger og tanks. Han har nu også muligheden for at vælge punkter på banen, hvor medspillerne kan respawne, så alle spillere hele tiden kan være i kampens hede.

Kampen holdes i mellemtiden i gang af squad-funktionen, der fungerer ligesom den i Bad Company 2. Fire spillere kan danne et squad. Meningen er, at man let kan samarbejde med disse spillere og respawne ved deres side. Det kan være en god ide at udnytte alle fire klasser i hvert squad.

De forskellige spil-modes er Conquest, Rush, Squad Rush, Team Deathmatch og Squad Deathmatch. Conquest er "Battlefield" i ordets helt bogstavelige betydning, "slagmark". To hold på alt fra 24 til 64 spillere kæmper mod hinanden om at overtage banen ved at holde flag placeret strategisk rundt omkring på kortet. Hvert hold har et givent antal point, som tabes løbende. Jo flere flag et hold holder, jo færre point mister de over tid. Derfor er det essentielt, at man ejer størstedelen af banen. Alle køretøjer som jeeps, tanks, helikoptere og kampfly er tilgængelige i Conquest.

I Rush skal det ene hold plante bomber, imens det andet prøver at desarmere dem, også her er køretøjer tilgængelige. Spillet foregår i flere stadier, hvor der i hvert stadie skal desarmeres to bombe, før man kan rykke videre på kortet, og man skal nå det indenfor bestemt tid. Dette er klart det sværeste mode at starte ud med, da det kræver meget samarbejde og da det bliver særdeles intenst, når du prøver at stoppe en bombe i sidste øjeblik. Squad Rush er en mindre udgave af Rush, hvor kun 8 spillere, fordelt på to hold, kæmper mod hinanden på mindre banearealer, hvor man ikke kan bruge køretøjer.

Til sidst har vi Team Deathmatch og Squad Deathmatch. Her er der ikke så meget besvær: Skyd hinanden og vind. Squad Deathmatch adskiller sig ved at fire squads af fire spillere skal slagte hinanden. Det kan være en god ide at starte med Deathmatch, hvis man ikke er vant til Battlefield.

Men hvordan er de omtalte køretøjer? De er fede. Rigtigt fede. Styringen er helt simpel, selv fly og helikoptere er nu relativt lette at navigere. Du skal ikke længere fokusere på andet end at accelerere, dreje og skyde, og det gør Battlefield 3 meget lettere tilgængeligt for nye spillere, der ikke er vant til serien. Alle kan nu finde glæde ved at sætte sig i førerhuset uden alt for ofte at skulle være skyld i medpassagerers uheldige bortgang. Udover at styringen nu er i top, så er lyden det også. Ikke kun for køretøjerne.

Lyden er ikke bare i top. Den er eminent. I andre spil oplever du at høre skudsalver i baggrunden, og fly over horisonten, som ikke rigtigt er med i det egentlige gameplay. Det gør du ikke i Battlefield 3. Når du hører en jetjager flyve henover hovedet på dig, og når motorlyden forsvinder i baggrunden for derefter at vende tilbage, så søg dækning med det samme. Hvis du har surround sound højtalere, så lægger du straks mærke til, hvor præcist lyden af eksplosioner og projektiler er placeret i forhold til dig. Selv hvis du kun har et stereo-headset, har DICE alligevel formået at give dig en illusion af surround. Giv dig selv den bedst mulige lydoplevelse, for så vil du vitterligt i ryste bukserne af skræk, når fjendens raket blæser direkte imod dig. Våben og køretøjer lyder selvfølgelig også ganske realistiske, og det er en klar forbedring fra de første to Battlefield spil. Jeg har nok aldrig før hørt så god en lydside i et multiplayer first person shooter. Måske har jeg endda ikke hørt så flot lyd i et spil, og det er afgjort en af grundende til, at Battlefield giver et hæsblæsende indtryk lige fra starten.

Jeg har desværre ikke nået at prøve det fulde våbenarsenal endnu, da våbnene bliver låst op i takt med, at du spiller, men indtil videre har de virket ganske balancerede. Jeg har kun foretrukket et våben frem for et andet af personlig smag, ikke fordi det ene føltes voldsomt bedre end det andet. Balancen er i øvrigt udmærket i spillet, da både russernes og amerikanernes våben indtil videre er forskellige, men alligevel fungerer ret ens.

Mit største problem med de første to spil i serien var mangel på konstant action. Du startede for langt væk fra krigen, og måtte bevæge dig en halv kilometer, hver gang du ville tilbage til alt det sjove efter at have været død. Derudover ærgrede jeg mig over et unødvendigt avanceret spilsystem, hvor der skulle for mange klik til for få handlinger. Selv Bad Company serien havde for mig at se unødvendige elementer. Men disse er væk, og spillet er nu lettilgængeligt som aldrig før og derfor helt vildt underholdende.

Sigleplayer-kampagnen er ganske udmærket, men er ikke så lang igen. De kooperative missioner er intense og lækkert skruet sammen. Der er seks af slagsen, men til gengæld har de stor genspilningsværdi. Jeg vil dog sige, at hvis du kun leder efter et godt spil, du selv kan sidde med, er det ikke Battlefield, du skal kigge efter. Men hvis du derimod leder efter et af årets bedste online-shooters, som er toppet af med co-op missioner, så er det nu du skal slå til. Har du før spillet Battlefield og ventet spændt på det nye, har du altså ikke ventet forgæves. Selvom grundpillerne er de samme, er serien alligevel blevet løftet til nye højder.

Trods kampagnedelens småfejl og den relativt korte kooperative mode sniger Battlefield 3 sig alligevel op på en topkarakter. Det er indtil videre årets bedste multiplayer-titel, og den fede kooperative kampagne er blot kagens creme.

Hvis du ikke før spillet Battlefield, men holder af at slagte folk på nettet... Så er det nu, du skal starte!

10/10