Battlefield 3
Multiplayer har altid været rygradden i Battlefield-serien, men gennem de seneste par år har DICE brugt stadig mere krudt på singleplayer. Gamereactor tog til Sverige for at få en smagsprøve.
Jeg sidder hos DICE i deres flotte lokaler midt i Stockholm, placeret foran en stor fladskærm med en PS3-controller i hånden. Mens multiplayer-betaen ruller for fulde kræfter, skal jeg netop til at stifte mit første bekendtskab med singleplayer-delen af Battlefield 3.
Modsat de to foregående Bad Company-spil er tonen i Battlefield 3 mere seriøs, med mere vægt på virkeligheden. Historien fortælles dels gennem missionerne, dels i mellemsekvenser hvor vores helt, Sgt. Black, bliver afhørt af to CIA-agenter af årsager, der ikke står helt klart endnu. Men det er en civiliseret afhøring - lokalet er lyst, og der er ikke noget med "forbedrede" forhørsmetoder.
Den første bane, vi spiller, kender du måske allerede, da dele af den er blevet vist både i trailere og i tidligere previews. Vi befinder os i Irak, og terrorister og guerillaer fra gruppen PLR gør deres bedste for at gøre landet ustabilt. En gruppe marinesoldater er kommet under angreb, og dig og din lille trup bliver sendt af sted for at finde dem.
Under første kontakt med fjenden bliver en af dine kolleger skudt, og I må kæmpe jer i dækning mens i venter på at CASEVAC henter ham, og give dem dækild mens de trækker sig tilbage. Derefter går det videre over tagene, hvor en fjendtlig finskytte volder problemer - og løsningen er ganske kontant, da du ender med at smække en raket ind i det hotel, hvor han skjuler sig, hvilket fjerner både finskytten og de tre etager i hans umiddelbare nærhed.
I finder den angrebne gruppe midt på en hovedvej, hvor de er blevet ramt af en vejsidebombe. I finder en bombe mere, der endnu ikke er detoneret, og du får besked på at følge en ledning, der løber fra bomben. Den fører ned i et kælderlokale, hvor du finder en detonator koblet til en mobiltelefon. Efter at have sendt en terrorist i jorden med et nærkampsangreb, får du demonteret bomben øjeblikket inden telefonen ringer.
Tilbage på hovedvejen kommer I under massivt angreb, og du når både at bruge lette maskingeværer og et maskingevær monteret bag på en pickup, mens I forsvarer jer - redningen kommer i form af luftstøtte fra en kamphelikopter, men netop som PLR-fjenderne er slået tilbage, rammer et jordskælv, der får det nærmest højhus til at vælte ned over både helikopter og dig.
Der slutter banen, men heldigvis går der ikke længe, før der følges op på cliffhangeren. I næste bane vågner du nemlig under ruinerne. Det er blevet nat, og PLR-styrker er væltet ind over grænsen fra Iran. Du ser en såret kollega bliver brutalt afhørt midt på gaden og derefter slæbt væk. I ly af mørket og ruinerne sniger du dig tilbage mod jeres midlertidige base. Overmander en fjendtlig soldat og stjæler hans våben. Hvor kampene i den første mission oftest foregik på åbne pladser, bruger man her mest tid indendørs. Dog når vi at se et par ustabile bygninger styrte sammen for øjnene af os, og først angribe og dernæst forsvare os fra et bilværksted. I sidste ende når Black frem til evakuering, og slipper væk med livet i behold.
Så langt, så godt. Indtil videre virker Battlefield 3 som et forholdsvis typisk militærskydespil, selvfølgelig med væsentlig flottere grafik. Det er den tredje mission, der overbeviser mig. Her forlader vi Black for en stund, for i stedet at overtage rollen som en kvindelige andenpilot på et F/A-18 kampfly. Nogle højtprofilerede PLR-folk befinder sig på en fjendtlig luftbase, og derfor skal den bombes.
Missionen starter under dækket på et hangarskib. Din kollega og førstepilot briefer dig, mens i begiver jer op på dækket og klatrer om bord på jeres fly. Her skinner det tydeligt igennem, at DICE ikke er bange for at tage sig god tid, da du bliver bedt om at kigge bag over begge skuldre for at tjekke at ror og flaps virker som de skal, og tjekke at våbensystemerne fungere, mens pilot og dækmandskabet gennemgår de øvrige systemer. Herefter bliver i skudt af sted og stiger mod himlen.
- SIDE:
- 1
- 2
- Format:Ipad, Iphone, PC, PS3, Xbox 360
- Genre:Action
- Udvikler:DICE
- Udgiver:EA
- Antal spillere:1
- Antal spillere online:1-64 (PC), 1-24 (PS3/X360)
- Aldersgrænse:Fra 16 år
- Premiere:27 oktober 2011
- Battlefield 2 PC
- Star Wars Battlefront II Multi
- Battlefield 4 Multi
- Operation Flashpoint: Dragon Rising Multi
- Battlefield: Bad Company 2 Multi





















































Gamereactor since 1998 - Published by Gamez Publishing A/S Toftebæksvej 6, 2800 Kongens Lyngby, Denmark +4545887600









