Soul Calibur V

Der var vitterligt ikke noget i vejen med Soul Calibur IV, som fik en stabil otter i karakter. Namco forsøgte at modernisere konceptet og lave noget nyt. Men Soul Calibur IV holdt ikke i længden. Måske er det derfor, det har taget fire år at lave femte del, hvilket er den længste pause mellem to efterfølgere i Soul-serien siden Soul Calibur og Soul Calibur II.

Namco har brugt tiden på at modernisere og lave om. I 2008 var Japan stadig lidt bagud rent grafisk, men nu er man kommet op i trit, og forskellen mellem Soul Calibur 4 og 5 er enorm. Inden kampene begynder, præsenteres de bedst detaljerede og mest velanimerede figurer, fighting-verdenen endnu har set. Og så skal det nævnes, at den version jeg har testet (PS3-udgaven) er fra november 2011, og altså kan nå at blive finpudset lidt mere, inden premieren i februar.

Man behøver blot at vælge en figur, trykke start og begynde at svinge sit våben for at indse, at Namco mener det alvorligt denne gang. Det, man forsøgte med Soul Calibur IV, at finde sine egne gimmicks og føre serien videre, er denne gang lykkedes på en helt anden måde. Du kan lynhurtigt bevæge dig rundt om modstanderen ved at dobbelttrykke, hvilket hæver tempoet i kampene og gør det forbundet med livsfare, kun at bruge dovne vertikale angreb.

Man har også tilføjet komplicerede supermetere, og kører nu med et system tilsvarende det, Capcom byder på i Street Fighter IV, hvilket fungerer udmærket. Også systemet for blokeringer er lavet om, og parries er fjernet helt i et forsøg på at strømline uden at rode med spildybden. Det er lidt for tidligt at tale om hvordan det fungerer (der skal 100 kampe mere til først), men det lover bestemt godt.

I stedet for at gå mere i detaljer med spilsystemet, vil jeg i stedet fortælle om hver og en af de figurer, der er tilgængelige i den udgave af spillet, vi har prøvet. Det drejer sig ofte om gamle kendinge, der er blevet lavet om i mere eller mindre stor grad, mens andre er blevet erstattet af lignende figurer, mens en usædvanlig stor andel af kæmperne er helt nye.

Patroklos Alexandra
You're a good fighter, but I'm a superb one.
Patroklos er Sophitias søn, og leder febrilsk efter mor og datter. Han beskrives af Namco som spillets hovedperson, men det betyder heldigvis ikke så meget i forhold til historien, at det gør nogen forskel. Patroklos er nemlig kun marginalt mere underholdende end maling, der tørrer, og er en Soul Calibur-kæmper skåret efter skabelon 1-A. Man ved hvad man får, en yderst traditionel kæmper med sværd og skjold. Bestemt ikke en figur, der skjuler nogen hemmeligheder.

Z.W.E.I.
You today, me tomorrow.
Her sker der til gengæld ting og sager. Z.W.E.I. er med i den søvndyssende Siegfrieds bande, og blev hurtigt en af mine største favoritter. Hans alsidige sværd kan bruges både til at kløve og til at slå med som en kølle i nærkamp. Desuden har Z.W.E.I. mulighed for at tilkalde varulven E.I.N. i løbet af kampen, hvilket er lige så livsnødvendigt som blæret. Z.W.E.I. har god rækkevidde, føles farlig selv tæt på, og har nogle rigtig effektive launchers, man hurtigt kan udnytte til gode luftcomboer.

Tira
I'm gonna sit right here and watch you bleed out.
Tira fungerede besværligt i Soul Calibur IV, og mange rangerede hende som en af de dårligere figurer. Præcis hvor god hun er i Soul Calibur V er det selvfølgelig alt for tidligt at sige, umiddelbart føles hun mere komplet end tidligere. Slagene giver mere skade, og Tira har bestemt gavn af mulighederne for hurtigere sidelæns bevægelser. Mavefornemmelsen siger dog, at hun nok heller ikke bliver top tier denne gang.

Natsu
That didn't suck.
Natsu er Takis lærling og slås med samme våben. Taki var en af mine favoritter i tidligere spil, og dette var en af de forandringer, jeg i forvejen var skeptisk overfor. Helt uden grund, skulle det vise sig. Natsu er en fuldendt figur, der føles som en decideret opgraderet Taki. Hun har skønne teleport-moves, som fører tankerne til Naruto, er utrolig velanimeret, kan lave lækre tricks som at levitere i korte øjeblikke, og har et snedigt Critical Edge-angreb som er let at få ind. Eneste minus er den mere barnlige og flabede attitude som Natsu spreder omkring sig, langt fra den ultrakølige Taki.

Nightmare
You only exist so that my sword skewers you.
Nightmare er sig selv, og fremstår som et stift og tungt relikvie sammenlignet med resten af den lynhurtige Soul Calibur V-bande. Rækkevidde og styrke er som sædvanlig i første klasse, men den tidligere hovedperson i serien er i dag mere anonym, og det føles ikke rigtig som om Namco har lagt lige så meget kærlighed i denne gigant, som man måske burde have gjort.

Isabella "Ivy" Valentine
For better or worse, this sword is my fate.
Ivy var en af de mest komplekse figurer tidligere, og krævede en masse af spilleren, hvilket blev belønnet for dem, der orkede at lære de mange comboer og specialangreb. I Soul Calibur V føles prygledonnaen Ivy mere lettilgængelig, også for dem, der ikke har spillet overdrevet meget med hende tidligere. Hun er muligvis blevet lidt svagere, men kompenserer for dette ved at være mere fleksibel og tilpasset det hurtigere spilsystem.

Raphael Sorel
I've wasted enough time on you already.
Det er ikke kun Capcom og Dante, der er blevet bidt af Twilight-feberen, men også Namco. Raphael er nemlig også blevet til en vampyrlignende skabning, der føles ondere end den velansete franskmand, vi tidligere har stiftet bekendtskab med. Men uanset hvor sort han klæder sig, og hvor meget han skumler, så føles han præcis som gamle Raphael.

Viola
Now you know the meaning of pain.
Den på forhånd mest interessante figur i Soul Calibur V er Viola. Hun føles som var hun hentet fra Guilty Gear-verdenen, og slås med en lysende kugle, der gør hende ulig alle andre. Kuglen kan lægges ud i forskellige højder bag modstanderen, og derefter kaldes lynhurtigt tilbage. I kampe mod Viola skal man altså holde øje med angreb både for- og bagfra. Viola er godt nok ganske svag, men lærer man at beherske hende fuldt ud, kan man gøre livet brutalt surt for modstanderen, der i værste fald ikke kan komme i nærheden af hende.